Pressemeddelelser

 17. marts 2010

Chokoladens Mørke Side

DR2 viste i går aftes en udsendelse om forholdene i chokoladeplantagerne i Elfenbenskysten, hvorfra størstedelen af verdens kakao kommer fra. Udsendelsen viste eksempler på børn, der levede under slavelignende forhold.

Cafax Gruppen tager klart afstand fra sådanne forhold og har bedt sine kakao- og chokolade leverandører om at komme med dokumentation for, at forholdene er i orden for deres vedkommende. En redegørelse for Barry Callebauts CSR-indsats kan downloades her.

Der er desværre stor fattigdom i mange dele af verden, herunder også i landene tæt på ækvator, hvor hovedparten af kakaoen dyrkes, og fattigdom kan have mange ansigter. Det er et langt og sejt træk, at forbedre kakaobøndernes vilkår og vi er nødt til at stille krav for at få ændret forholdene.

Som alternativ til konventionelle produkter kan forbrugerne vælge Fairtrade-mærkede varer. Fairtrade er en international mærkningsordning, hvor en uvildig organisation kontrollerer forholdene i hele leverandørkæden. Målet er gennem handel skridt for skridt at forbedre arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika. Miljøet skånes desuden i produktionen. 

Cafax har et bredt sortiment i Fairtrade-mærkede varer, herunder også kakao.

 

26. januar 2010

Danmarks Indsamling

Cafax Gruppen A/S har besluttet at støtte det gode formål med kr. 25.000,-

 

30. november 2009

Ny stor kaffe-alliance

Danmarks ældste kaffegrossist Cafax går i alliance med svenske og norske aktører for at danne en skandinavisk kaffe-alliance. Nu skal de ud og kæmpe mod store multinationale selskaber, som dominerer det danske marked.

Den nye alliance, som bærer navnet Vending Gruppen, vil i år omsætte for ca. 400 millioner DKK, repræsentere 300 ansatte og omsætte ca. 1 million kopper kaffe hver eneste arbejdsdag. Gruppen består af danske Cafax, svenske AT Vending og norske Kaffe1, der alle er kæder baseret på lokal ejerskab.

Den administrerende direktør for Cafax Gruppen, Carsten Ohm Frederiksen, udtaler "Cafax er kendt for at have en stærk lokal repræsentation og en stor velfungerende serviceorganisation. Vi ser frem til det nye samarbejde, der giver os mulighed for at udvikle vores forretning og blive mere konkurrence­dygtige".

Cafax Gruppen er en landsækkende kæde med 16 lokale afdelinger i Danmark. Kæden leverer kaffe og automatløsninger, samt tilhørende produkter og service. Næste år kan man fejre 50 års jubilæum og dermed er Cafax Danmarks ældste kaffe-kæde på B2B markedet.

Store opkøb i de seneste år har bidraget til at de små lokale aktører er i færd med at forsvinde til fordel for de store multinationale selskaber.

Med internationale aktører på kaffe-markedet vil lokal service og ejerskab fremover være nøglen til succes, ifølge Cafax.

For yderligere information, henvises til www.vendinggruppen.com eller

Administrerende direktør
Carsten Ohm Frederiksen
Telefon +45 42 70 50 40
 

26. oktober 2009

Fødevarestyrelsen: ingen grænseværdier overtrådt

Fødevarestyrelsen har undersøgt indholdet af bisphenol A i vand fra returdunke til vandkølere på det danske marked, herunder hos Cafax' producent.

Der er blevet udtaget prøver af restvand fra forskellige fabrikater af vanddunke fremstillet af polycarbonatplast, og det fundne indhold af bisphenol A er vurderet i forhold til den gældende migrationsgrænse for bisphenol A fra plast.

Undersøgelsen konkluderer, at ingen grænseværdier er overtrådt. Også selvom prøveudtagningen er sket således, at vandet har opholdt sig længst muligt i dunkene, og resultaterne svare til værst tænkelig situation.

Undersøgelsen kan læses på fødevarestyrelsens hjemmeside her.

 

7. juni 2009

Cafax står inde for kildevandsbeholdere

Dagbladet Politiken har med en forsideartikel lørdag d. 6. juni skabt unødig usikkerhed omkring sundhed af vand fra kildevandskølere og flasker. Af artiklen fremgår det, at en enkelt ny undersøgelse påviser, at indholdet af polycarbonat i drikkevandsdunke skulle være skadeligt og påvirke kildevandets indhold af det hormonforstyrrende stof bisphenol A. 

"Det er rigtigt, at Cafax' drikkevandsbeholdere - ligesom vores konkurrenters - er lavet af polycarbonat, men udledningen af bisphenol A i dunkene er langt under de grænseværdier EU har fastsat på området. Det er grænseværdier, der vel at mærke er blevet fastlagt af eksperter ud fra en vurdering af, hvad mennesker igennem et helt liv kan tåle, uden at få sundhedsmæssige skader," fortæller Cafax' adm. direktør Carsten Ohm Frederiksen. 

Artiklen fokuserer også på den dårlige hygiejne, der kan være forbundet med drikkevandsdunke.

"Hygiejnen er alt afgørende og den er generelt i orden. Af samme grund leverer Cafax kun kildevandskølere sammen med en serviceaftale, hvor alle vitale og vandledende dele skiftes hver tredje måned med henblik på at undgå dårlig hygiejne," siger Carsten Ohm Frederiksen og slutter:

"Det er vigtigt at holde hovedet koldt i denne sag. Cafax prioriterer sundhed og miljø højt og som distributør af kildevand og kildevandskølere følger vi naturligvis udviklingen på området nøje. Men lad os holde fast i, at indtagelse af vand generelt er medvirkende til at højne både folks ernæring og sundhed,".

 

Marts 2009

Komplet Fairtrade sortiment

God kaffe med ren samvittighed
Den landsdækkende grossistkæde Cafax introducerer nu en komplet Fairtrade løsning, der omfatter kaffe, te og chokolade.

"Det har længe været et ønske fra en del af vores kunder at få mulighed for at vælge bæredygtige produkter og jeg er glad for, at det nu er muligt med vores nye produktlinje, der bærer Fairtrade-mærket," siger adm. direktør Carsten Ohm Frederiksen fra Cafax. 

Fairtrade programmet fra Cafax omhandler en lang række spændende produkter, bl.a. kaffe i hele bønner og i formalet stand fra Sydamerika, instant kaffe fra Sydamerika, kakao fra Afrika, 13 forskellige tevarianter fra Sri Lanka samt et udvalg af lækker chokolade og andre gode sager. De fleste af produkterne er endvidere økologiske.

"Vi er utrolige glade for at Cafax vælger at gå ind på Fairtrade-markedet. Hvis der for alvor skal gøres en forskel for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere skal der også rykkes på catering-området. Og samtidig giver det virksomheder og organisationer mulighed for på en enkel og klar måde at vise, at de tager et socialt ansvar", siger generalsekretær Judith Kyst fra Max Havelaar Danmark.

Carsten Ohm Frederiksen understreger, at der selvfølgelig ikke er gået på kompromis med Cafax' sædvanlige høje kvalitet. 

"Vores nye Fairtradeprodukter er - ud over at være bæredygtige og i de fleste tilfælde tillige økologiske - selvfølgelig helt på linje med Cafax' normale høje kvalitetskrav. Man får altså her både en rigtig god kaffe og rigtig god samvittighed," slutter Carsten Ohm Frederiksen.

Fairtrade i vækst
Fairtrade oplever en stor vækst i Danmark i disse år, der er et af de lande i verden, hvor hver enkelt indbygger køber mest Fairtrade. Og danskerne mener, at virksomheder og offentlige organisationer også bør købe bæredygtige produkter. En Epinion Capacent-undersøgelse fra sidste halvår af 2008 viser, at 82 % af danskerne mener, det er vigtigt, at de varer, som f.eks. det offentlige indkøber fra udviklingslande, er produceret under forhold, der tager hensyn til miljøet og arbejdernes og bøndernes levevilkår.

Om Cafax
Cafax er Danmarks førende og ældste kaffegrossist-kæde med knap 50 års erfaring. Cafax er en 100% dansk ejet virksomhed med 16 afdelinger og lokalt ejerskab. Cafax tilbyder rådgivning omkring valg af den rette kaffe-løsning, og kan med en stor stab af erfarne teknikere, etablere den helt rigtige løsning blandt et bredt udvalg af anerkendte kaffemaskiner, automater til kolde- og varme drikke, kildevand, slushice, vareautomater m.m.

Cafax har egen distribution og tilbyder udover kaffe og drikkevarer, forskellige former for søde sager og konfekture, et nyttigt program af aftørringsprodukter, engangsartikler, rengøringsmidler m.m. Mere end 12.000 kunder nyder godt af den service som Cafax tilbyder.

Yderligere oplysninger og information:
Adm. direktør Carsten Ohm Frederiksen på telefon 42 70 50 40 eller cof@cafax.dk.

 

August 2008

Cafax opretter hovedkontor

Med adresse på Fyn har Cafax etableret helt nyt hovedkontor, der skal styrke kædens vækst de kommende år. Dermed går Cafax ind i en ny fase, hvor der lægges større fokus på kædens evne til landsdækkende salg og service.
- Med etableringen af et hovedkontor signalerer vi nu klart til markedet, at Cafax er en landsdækkende spiller. Kontoret vil styrke vores evne til at servicere landsdækkende kunder, og dermed understrege Cafax position som markedets stærkeste leverandør, siger kædens formand, Brian Gellert.

Det nye hovedkontor vil indlede en målrettet jagt på effektiviseringsgevinster på indkøb og logistik.
- Vi ønsker et større fokus på at realisere de fordele, som enhver kæde med landsdækning står med. Både i forhold til vores konkurrenter, men også i forhold til at effektivisere vores indkøb og logistik, fortæller Brian Gellert.

Hidtil har det være svært at udnytte Cafax-kædens landsdækkende position optimalt, men gennem det nye hovedkontor er der fremover en vej til alle kædens enheder. Det letter samarbejdet med leverandører og partnere i øvrigt, og giver forhandlerne mulighed for at øge fokus på Cafax kendetegn: Høj service, effektivitet og hurtighed.

Cafax ansætter kædedirektør
Carsten Ohm Frederiksen skal stå i spidsen for Cafax forstærkning af sin landsdækkende position.

1. august tiltrådte Cafax-kædens nye administrerende direktør, Carsten Ohm Frederiksen. Han vil den kommende til opbygge et helt nyt og effektivt kædekontor med fokus på indkøb og logistik, IT, landsdækkende service og salg samt support til både forhandlere og leverandører.
- Cafax er vel nok landets stærkeste indenfor varme og kolde drikke til virksomheder, og med kædens landsdækkende status virker det naturligt og nødvendigt at have et hovedkontor. Jeg ser frem til at finde min rolle som ansvarlig for hovedkontorets arbejde, fortæller Carsten Ohm Frederiksen.

Den nye direktør har flere års erfaring med logistik og effektivisering, og har senest stået i spidsen for en succesfuld turnaround i virksomheden Nordisk Textil A/S. Derfor kender han de forretningsmæssige værktøjer, mens selve Cafax' branche er ny for ham.
- Det kræver sine overvejelser, at skifte branche, men i tilfældet Cafax skulle jeg ikke tænke længe. Kædens styrke er de selvstændige forhandlere og mangeårige leverandørsamarbejder. Derfor er jeg tryg ved at komme med min forretningsmæssige erfaring, og ser frem til at koble den med den betydelige brancheerfaring, som Cafax besidder i forvejen, siger Carsten Ohm Frederiksen.

Om kædekontoret
Kædekontoret skal supplere og støtte de landsdækkende Cafax forhandlere. Cafax har altid været en stærk samarbejdspartner kendetegnet med høj kvalitet, samt hurtig og effektiv levering. Med den nye organisation bliver Cafax effektiviseret og styrket, så der opnås større synergi som følge af kædesamarbejdet, samtidig med at man bliver bedre til at servicere landsdækkende kunder.

Forestående opgaver i Cafax Gruppen:
- opbygning af central organisation
- indførelse af nyt landsdækkende it-system
- effektivisere kædens indkøb, logistik og distribution
- styrke cafax kædens generelle forretningsudvikling

Organisationen forventes at være på plads i løbet af 3-4 måneder.

Download pressemeddelelse som PDF

 

Marts 2008

Cafax brygger på ny vækst

Danmarks ældste og mest kendte B2B kaffekæde omstiller nu sin organisation. Professionalisering og mere dynamik helt ud i kundeleddet bliver resultatet.
Næsten halvtreds år på det danske B2B kaffemarked giver Cafax en unik position. Den skal nu udnyttes til skabe en dynamisk og professionel kædeorganisation.
- Vi siger farvel til en samarbejdsform, der giver for lidt dynamik. Kaffemarkedet er de senere år blevet et automat- og maskinmarked med betydelig konkurrence og innovation. I Cafax vil vi gribe de nye muligheder gennem omstilling af hele vores organisation. Nu bliver vi en moderne og effektiv kædevirksomhed, fortæller Cafax' formand Brian Gellert.

Nye produktlinier
Det har taget over et år at forberede omstillingen af Cafax næsten halvtreds år gamle organisation, og det har da også sin pris, at gå nye veje, erkender Brian Gellert.
- Cafax kultur er præget af stærke værdier, som primært bunder i ønsket om at levere verdens bedste kaffe til kunderne. Men uden fornyelse går enhver organisation i stå, og derfor har vi også har været gennem en lille foryngelseskur, hvor nye grossister er kommet ind i fire af vores områder, fortæller Brian Gellert.
Etablering af en professionel kædeorganisation tilfører Cafax den nødvendige dynamik til udvikling og effektivisering. Cafax ejere taget første skridt med godkendelsen af en ny stærk samarbejdsaftale, der sikrer kædeloyalitet og kædesammenhold fremover. Et skridt, der skal sikre fremtidens vækst.
- Gennem snart halvtreds år har vores grossister serviceret tusindvis af danske virksomheder med kaffe. Vi er førende i markedet, og besidder i dag en helt unik indsigt i kundernes behov. Den konkurrencefordel vil vi udnytte til at skabe flere egne produkter og nye produktlinier de kommende år, erklærer formanden.

Amba til AS
Omstillingen betyder formelt, at Cafax ejerform skifter fra a.m.b.a til aktieselskab. Det er et stort skridt for ejerne, men det betyder, at Cafax grossister får synliggjort deres værdier.
- Når vi går fra andelsselskab med begrænset ansvar til aktieselskab, sker der det, at de enkelte andelshavere får konverteret deres andele til aktier. På den måde får vi aktiveret de betydelige værdier, som kæden og dens grossister har opbygget gennem årene, fortæller Brian Gellert. 
Den kommende tid begynder omstillingen i praksis. Cafax vil etablere eget hovedkontor med en professionel ledelse, der fremover skal servicere den landsdækkende kæde og gøre strategierne for Cafax kædeudvikling operative. 
Cafax grossisterne har i snart halvtreds år serviceret B2B markedet med kaffe- og læskedrikkeautomater og er i dag en af hovedaktørerne i Danmark, når det drejer sig om kaffe og forplejningsudstyr til erhvervslivet.

Fakta om Cafax

  • Etableret 1960 med salg af hele kaffebønner til private husholdninger i alle større danske byer
  • Med den vakuumpakkede kaffe sidst i tresserne omstillede Cafax fra privat til b2b markedet
  • Udviklingen af afmålte portionsposer blev gennembruddet på b2b markedet sidst i tresserne. I dag er Cafax portionsposer kendt af medarbejdere i tusindvis af danske virksomheder
  • Med automatiseringen af kaffebrygning i halvfemserne gik Cafax forrest, og tilbyder i dag over 80 forskellige maskin- og automatløsninger
    2008 omstiller Cafax fra a.m.b.a til aktieselskab med fokus på kædedrift.
  • Virksomheden er stadig 100 procent danskejet med grossisterne som ejere
  • 16 grossister dækker hele Danmark med over 100 salgs- og servicevogne
  • Kaffe er primært forretningsområde, men vand-, juice, slush ice og andre automater er siden kommet til

Yderligere information hos formand Brian Gellert på mob. 40 30 21 65

Download pressemeddelelse som PDF


Forside
Søg på cafax
Om Cafax Gruppen
Smagsoplevelser med garanti
Kaffeopskrifter
Komplet Fairtrade program
Automat og maskinløsninger
Finansieringsløsninger
Cafax Servicekoncept
Fødevarestyrelsens smiley-rapporter
Kontakt din lokale forhandler
Katalog og tilbudsaviser
Cafax Shop
Juridiske forbehold
Pressemeddelelser
Produktspecifikationer