Vi har samlet nogle enkle opskrifter på måder, du kan tilberede og nyde kaffen. Ligger du inde med andre spændende opskrifter og har lyst til at dele dem med andre, hører vi gerne fra dig. Skriv blot til cafax@cafax.dk

Caffé Corretto
En drik fra himlen. Den avancerede espressoelsker har fundet ud af, at man kan forfine smagen af rigtig italiensk espressokaffe ved at tilsætte den en anelse spiritus eller likør. Den originale caffé corretto tilsættes den italienske brændevin grappa.

Caffé Créma
Caffé créma drikkes i Danmark som "almindelig" filterkaffe. Caffé créma er espresso tilsat så meget vand, at det får en konsistens, der ligner filterkaffe. På grund af den originale italienske brygningsmetode ligger der et lækkert, lyst skum på toppen, kaldet crema.

Caffé Latte
En dobbelt espresso brygges i et glas og bliver forsigtigt fyldt op med varm opskummet mælk, hvilket resulterer i et lille lag mælkeskum på toppen. Der kan med fordel tilsættes sukker og kaffelikør i forskellige smagsvarianter.

Caffé Lungo
En espresso tilsat ekstra vand resulterer i en caffé lungo. Hvor meget vand, der tilsættes, er en smagssag.

Caffé Macchiato
Macchiato er italiensk og betyder "plet". Caffé macchiato er en espresso i en mindre kop forsigtigt tilsat en "plet" opskummet mælk i midten.

Caffé Mocha
En espresso med skummet mælk, lidt chokoladesirup eller varm chokolade. Skummet mælk eller flødeskum på toppen.

Cappuccino
Den klassiske italienske cappuccino bliver tilberedt med en tredjedel espressokaffe, en tredjedel varm mælk og en tredjedel opskummet mælk. Den ægte cappuccino kan ved særlige lejligheder også serveres med fløde, men altid med mælkeskum på toppen dekoreret med kakaopulver. Én variant til cappucino er at erstatte kakaopulver med kanel, der giver kaffen en pikant smag.

Espresso
For at komponere en klassisk espresso kræves der de sædvanlige ca. 7 gram meget fint malet espressokaffe og ca. 30 ml vand. Efter smag tilsættes sukker.

Espresso Doppio
To espressoer i en kop.

Espresso Romano
En espresso med en citronskal på underkoppen.

Latte Macchiato
Omvendt i forhold til caffé macchiato – varm mælk tilsat et stænk espresso, som forsigtigt får lov at falde ned gennem mælken som en "plet".

Ristretto
Den "mindste" i espresso-familien bliver tilberedt med den samme mængde malet espressokaffe som en klassisk espresso, ca. 7 gram pr. kop, men nu kun med ca. 25 ml vand. Heraf får man en særdeles stærk, enormt smagfuld og aromatisk ristretto.

Cookie politik på cafax.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse og vurdere brugen af de enkelte elementer af cafax.dk. Ved at klikke videre på cafax.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores brug af cookies .